Jeg startede med vinterbadning i februar måned for nøjagtigtig 4 år siden. Jeg kan huske, at jeg tænkte, hvor koldt kan det være?!
Jeg var sikker på, at jeg ville være i vandet første gang i mindst 30 sek. Det var overhovedet ikke muligt – efter max 5 sekunder var jeg oppe af vandet igen. Nu er jeg i vandet i 3-5 minutter, og hvis vandet ikke er ”stift”, så tager jeg gerne en svømmetur et par gange rundt om broen ved Kolding Fjord.
Hvorfor startede jeg?
Efter et krævende forløb med sygdom – og med en længere periode med dårlig søvn, så følte jeg mig mere død end levende. I stedet for at opgive min elskede kaffe, så besluttede jeg mig for at booste mig selv med naturens medicin. Vinterbadning er nu blevet en daglig rutine.
Jeg klæder mig varmt på og går ned til vandet. Jeg stiller uret på 3-4 minutter. Jeg klæder mig af og bevæger mig stille og roligt og med fuld fokus ned i vandet. Jeg ånder, ser horisonten og nyder det jeg føler. Nogle dage er bedre end andre – de fleste dage, er smukke og gode dage. Når jeg stiger op af vandet kan livet nydes endnu mere.
LIGE NU er vandet koldt nok til at mærke den fede effekt. Der er flere årsager til at jeg vinterbader; sundhed, meditation og det at være i og nyde naturen. Jeg elsker at udfordre mig selv og lære mig selv endnu bedre at kende. Fornemmelsen af blodet, der tonser rundt i kroppen er fantastisk og opkvikkende – og den varer resten af dagen! Derfor er jeg i, HVER dag og fortryder aldrig et dyp – tværtimod.